Jeg ville ønske, der fandtes nogen, jeg kunne spørge

Jeg har altid vidst, at jeg var født i et andet land. Jeg har altid tænkt, at det var en detalje og noget sekundært. Men jeg har altid følt, det var en barriere.

Mit udseende er helt soleklart det første, andre ser, og derfor er det også det første, de reagerer ud fra. Lige fra barnet i supermarkedet der peger og siger ‘Se, mor! En kineser!!’ til de unge fyre, der tænker thai-sex og råber priser på blow job efter mig på cyklen. I det hele taget har folk altid gloet, og jeg har aldrig mødt deres blik.

Alt mit udvendige er omslaget til en historie om mit ophav, som jeg ikke kender indholdet af, og som andre tit vil høre mere om. Det giver spørgsmål som ‘Kan du sige noget på koreansk?’ eller ‘Har du mødt din ‘rigtige’ mor?’ og ‘Vil du så gerne det?’ Velmenende spørgsmål som altid har gjort mig utilpas og usikker.

Få genvejen til din familieskat

* Dette felt er påkrævet

Jeg har absolut ingen erindringer fra det land, hvor jeg blev puttet på en flyver, da jeg angiveligt var ni måneder gammel. Jeg har ingen kulturel arv, forståelse eller viden. Jeg har ingen klare svar, og der er ingen, jeg kan spørge. Min fødsel og de første måneder af mit liv kan ingen beskrive, og derfor er min oprindelse usynlig og tom, og jeg er historieløs.

Andres bud på hvorfor jeg var uønsket som spæd er ligeså gyldige som mine. Og når jeg ikke selv har råderet over min egen historie, vægter alle andres gæt ligeså meget som mit. Det er grænseoverskridende, når en vildt fremmed digter en historie om hvordan mine biologiske forældre fx mødtes, og jeg ikke kan afvise noget af det. Det har gjort mig magtesløs og fremhævet, at jeg var rodløs, når jeg åbenbart var den eneste, der godtog fortællingen om, at jeg blev født og mit liv startede, da flyveren landede med mig i Kastrup.

“Ni måneder gammel blev Marianne Nielsen adopteret fra Korea – et land hun ikke har behov for at gense”, står der i billedet. Artiklen blev bragt i Ekstra Bladet 22. juni 1997, og udklippet er affotograferet fra min mors scrapbog.

I mange år troede jeg, at hvis jeg bare var dygtig nok til at være dansk og bevise, at jeg passede ind, ville det overskygge, hvordan jeg ser ud. Jeg prøvede at undertrykke, at jeg stikker ud, for det udenpå havde ligesom ikke noget med mig at gøre, følte jeg. Men hele tiden blev jeg forrådt af mit ansigt. Mere præcist af mine øjne. Hvis de bare var blå og runde, ville der ikke være andet, som nødvendigvis afslørede noget om mit fødested. Så ville min indre oplevelse af mig selv hænge sammen med det ydre. Så ville jeg kunne fortælle historien om, hvordan jeg er vokset op i trygge rammer i en ressourcestærk kernefamilie i en jysk landsby, hver gang der var nogen, der spurgte mig, hvor jeg kom fra. Og med blå øjne ville jeg ikke få det opfølgende ‘nej, altså, sådan rigtigt’.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at fornægte betydningen af at være født i Korea. Jeg stillede op i Ekstra Bladet, hvor jeg tog afstand fra min biologi og fortalte, hvor ligegyldigt det var, og at jeg var pæredansk. Jeg undgår behændigt mit eget spejlbillede, og jeg kunne sagtens gå rundt med udtværet make-up en halv dag, for jeg kigger ikke mig selv i spejlet, når jeg vasker hænder på toilettet.

Billedet indgår i værket, visibleINvisible, hvor kunstneren tager udgangspunkt i sin egen adoption fra Korea. Se hele værket ved at klikke på billedet. Copyright: “conscious apnea” by visibleINvisible: hojung audenaerde & Bruno Figueras – www.visibleINvisible.es

For derinde ser jeg det barn, der blev afvist af sin biologiske mor og de facto forladt på den anden side af jorden. Jeg ser et offer, jeg ikke ønsker at være. Jeg ser den vare, som skulle gøre lykken for mine forældre. Jeg ser mit eget flakkende blik. Det blik jeg sænker, hvis folk glor lidt for længe.

Det gik op for mig, hvad det egentlig er, jeg føler foran spejlet, da jeg opdagede dette foto. Kunstneren foran kameraet, hojung audenaerde, bidrager løbende til det fotografiske samarbejde ‘broken whole’. Billedet viser min følelse.

Det værste er at sidde hos frisøren. Hvis jeg kigger op, følger blikket saksens bevægelser. Ellers kigger jeg ned i et blad. Derhjemme hænger spejlet på badeværelset, og det er ret forvitret. Det kan jeg godt lide, for det gør billedet lidt utydeligt og lægger et slør mellem mig og spejlbilledet.

Efterhånden har jeg fået det mere afslappet med mit ydre. Gennem de seneste 10 års tid er jeg langsomt begyndt at medregne de første måneder af mit liv som en del af mig og min historie. Jeg har været i Korea to gange. Den første gang var for at høre lyden af sproget, se rismarkerne flimre forbi togruden med bjerge i baggrunden og prøve for en gangs skyld at ligne alle andre.

Og jeg har indset, at jeg godt må være her på jorden. At selv om jeg startede livet som uønsket og udstødt, må jeg godt optage plads i denne her verden. Uanset om jeg er født omme på den anden side af kloden.

Jeg er holdt op med at undsige min egen biologi, og jeg prøver at se fordelene. Som fx at andre har lettere ved at genkende mit ansigt og huske mig. Og når jeg møder nye mennesker, går jeg ikke op i, hvordan de ser ud. Jeg vil hellere høre, hvad de siger og se, hvad de gør. Det er vigtigere for mig, end om folk har ring i næsen eller er moderne i tøjet eller går med rollator. Det spændende er jo indeni. En lommepsykolog kunne sige, at det bunder måske i, at jeg altid selv har ønsket at blive mødt på den måde.

Nogle af mine gæster tror, jeg har valgt et forvitret spejl, fordi det skjuler rynkerne. De gør mig nu ikke noget, og du ved nu, det hænger ganske anderledes sammen.

Som årene er gået, er det også gået op for mig, at vi, mine danske forældre og jeg, blev ført bag lyset i sin tid. Jo, de allerførste måneder af ens liv betyder noget, også selvom jeg ingen erindringer har. Nej, vi kan ikke lade som om, at jeg blev født i Kastrup, for den fortælling holder ganske enkelt ikke vand. Se selv i spejlet.

Selvom jeg langt op i mit voksne liv forsagede alt koreansk og havde forsvoret, jeg ville gøre som de andre i ‘Sporløs’, så gjorde jeg netop det. På min seneste og anden tur til Korea i 2015 tog min kæreste og jeg til Seoul, hvor jeg med mine forældres opbakning forsøgte at finde oplysninger om min biologiske mor. Vi havde en alletiders spændende og sjov tur, men det eneste, jeg kom frem til, var, at jeg ikke kunne komme frem til noget. Men nu har jeg prøvet.

Så i stedet for at finde brudstykker til begyndelsen af min livshistorie, er jeg endt med at lægge brødkrummer ud til fortsættelsen. Forstået på den måde at jeg har leveret DNA til en database, hvor der løbende bliver registreret flere og flere profiler. Måske dukker der en dag en kusine op eller en halv eller hel søskend. Måske ikke. Men alt hvad du har læst indtil nu, og hvad der sker herfra, er uden tvivl min historie. Den kan jeg fortælle med sikkerhed, og det samme kan vi hver især med vores livshistorier. Pas godt på den, for lige præcis din fortælling er helt unik.

 

Find flere af mine tekster i fx Jyllands-Posten og Hendes Verden og øvrige optagelser i mediearkivet nederst her.

Det var en stor glæde og fornøjelse at arbejde sammen med Ole Sørensen om vores begges første bog. Den er stadig i handlen hos fx Coop, som du finder ved at klikke på billedet.

Jeg er uddannet journalist. Noget af det, jeg altid har nydt, er at møde mange forskellige mennesker. Siden praktiktiden i 2003 har det altid været opgaver i marken, jeg har foretrukket, frem for at indhente information fra skrivebordet. Jeg er færdiguddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2005, og siden er jeg bare blevet bekræftet i, at vi har alle hver vores unikke livshistorie.

Mange mener ikke, at deres liv indeholder noget særligt, men ingen andre har oplevet akkurat det samme på samme tid eller opfattet det på samme måde. Det er den personlige erfaring og erindring, jeg er vild med at grave frem, støve af og få til at stråle som en del af Familieskatten. Der kan ikke gøres stads nok ud af det levede liv.

På Bogforum i Bella Center var det underligt at interviewe en person og sig selv om en proces, vi begge kendte og havde svarene på. Her er Ole og jeg på scenen hos People’s Press.

Den længste livshistorie, jeg har skrevet indtil videre, er Ole Sørensens. Han blev gennem tre dokumentarprogrammer på DR1 kendt som ‘Rebellen fra Langeland’, og det var i fjernsynet, jeg så ham for første gang. Efter programmerne var rullet over skærmen, ringede jeg til ham og foreslog, at vi skulle lave en bog. Sådan blev jeg ghostwriter på ‘Kom nu ned på jorden’, hvor jeg interviewede hovedpersonen og 15 personer omkring ham. Jeg iagttog ham og kom tæt på hans liv, og bagefter skrev vi bogen, der i 2016 udkom fra People’s Press.

I begyndelsen var han ikke meget for at kigge tilbage på sit liv, for det er alligevel ikke noget, der kan ændres. Men som vi tog nogle skridt tilbage i tiden og fik erindringerne pakket ud, endte han med at komme i tanke om flere ting, end han havde forestillet sig.

Min seneste bog udkom i oktober 2018 via Fonden Ensomme Gamles Værn med titlen ‘Google er ikke min ven – seks fortællinger fra ældrelivet som minimal digital’. Det er en samling portrætter af mennesker, jeg har mødt som e-hjælper. Hovedpersonerne er mellem 63 og 97 år gamle, og de har det til fælles, at de har svært ved at finde fodfæste i et samfund, hvor mere og mere foregår via en skærm. Både kontakten til det offentlige, men også kontakten mellem mennesker og resten af samfundet. Jeg blev bl.a. inviteret i DR2 Dagen og programmet Aflyttet på Radio24syv for at tale om bogen, som vi har sendt ud til personalet i alle landets borgerservicecentre. Politikens tillæg Lørdagsliv bragte tre sider i avisen, og på den måde giver bogen også en stemme til de mennesker, der egentlig ikke har lyst til at råbe op. De har hele livet klaret sig selv og bidraget til det fremskridt, der er fundamentet for vores hverdag nu. Men det kan være svært at hænge på, når breve, billetter og penge forsvinder fysisk og bliver uhåndgribelige. Læs mere om bogen og download den gratis i boksen til højre på denne side.

Udover Jes Dorph-Petersen var dommerne i finalen Peter Kær (tidligere vært i Hvem vil være millionær) og direktøren for Athenas Søren Kristensen. Og så er det trofæet Den Gyldne Mikrofon i midten.

Da jeg havde firmaet, Din e-hjælp, mødte jeg en masse livsduelige og spændende mennesker, og det undrede mig, at en del af dem skulle sidde alene juleaften. Derfor arrangerede jeg frivilligt og på egen hånd FRIJUL 2015. Hold nu op, det var virkelig en sjov og minderig aften!

Når jeg ikke lige skriver, kan jeg også godt lide det talte ord. Den helt perfekte kombination af at skrive og tale opstår, når jeg holder foredrag eller underviser. Siden 2016 har jeg haft kurser på bl.a. AOF og Tisvilde Seniorhøjskole i erindringsskrivning. Det er en meget stor glæde, når andre kan få gavn af de redskaber, jeg har med i rygsækken efter mange år som professionel skribent.

Mine kurser handler om at skabe struktur på stoffet, hvordan tekster kan gøres nærværende og hvor fortælleren skal placere sig i forhold til sine omgivelser. Det handler også om at tage såkaldt ejerskab over sin egen livshistorie, og stole på sine erindringer og turde formidle dem.

Birthe var vild for at komme ud at cykle, indtil hun fandt ud af, at hun skulle sidde foran. Hun ville hellere selv have trådt i pedalerne.

Når jeg holder foredrag, er udgangspunktet min egen livshistorie, fordi jeg har været forvirret over at have en fortælling udenpå, der modsiger den kulturhistorie, jeg har indeni. Jeg taler om mine egne oplevelser og overvejelser som adopteret, og jeg oplever en utrolig hjertevarm respons. Mine foredrag varet typisk tre-fire kvarter, men det lykkedes mig at skære det ned til 18 minutter og tilmed vinde finalen i foredragskonkurrencen ValbyMesterskaberne i foredrag 2018. Og det var publikumsstemmerne, der var gjorde udslaget.

Frivilligt arbejde har altid været en stor glæde for mig, og i sommeren 2018 begyndte jeg på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Hver anden uge hjælper jeg til med at få aftensmaden bragt ud på stuerne, og jeg dækker op til fællesspisning. Før det var jeg måltidsven i tre år på et plejecentersiden på Frederiksberg, der i sensommeren 2017 fik cykelvogne. Der triller jeg stadig gerne en tur med Cykling uden alder – alle har nemlig ret til vind i håret.


Marianne har en stærk personlighed og fik fremlagt sin historie positivt. Hør foredraget - du går glad derfra og meget klogere på dig selv.


Hanne Siewartz, foredragstilhører

2018-01-19T11:29:20+00:00
Marianne har en stærk personlighed og fik fremlagt sin historie positivt. Hør foredraget - du går glad derfra og meget klogere på dig selv. Hanne Siewartz, foredragstilhører


Min far livede op og blev et gladere menneske. Han følte sig glad og stolt på et tidspunkt, hvor det var over 20 år siden, at han forlod arbejdsmarkedet. Det styrkede hans selvfølelse og hans hukommelse.

Lone Jæhger, sølvkunde

2018-01-19T11:29:53+00:00
Min far livede op og blev et gladere menneske. Han følte sig glad og stolt på et tidspunkt, hvor det var over 20 år siden, at han forlod arbejdsmarkedet. Det styrkede hans selvfølelse og hans hukommelse.Lone Jæhger, sølvkunde


Jeg behøver ikke sige ret meget, før Marianne er klar over, hvor jeg vil hen med det. Og derfor er det skrevet ned på den måde, som det skulle. Og det er en stor, stor lettelse.

Birgit Packness, guldkunde

2018-01-19T11:32:16+00:00
Jeg behøver ikke sige ret meget, før Marianne er klar over, hvor jeg vil hen med det. Og derfor er det skrevet ned på den måde, som det skulle. Og det er en stor, stor lettelse.Birgit Packness, guldkunde


Mariannes foredrag om livshistorier trak mange flere til huse, end vi havde regnet med. Fra start til slut havde hun publikums fulde opmærksomhed.


Ole Vesterlund, Centerleder, Hyltebjerggård

2018-01-19T11:33:16+00:00
Mariannes foredrag om livshistorier trak mange flere til huse, end vi havde regnet med. Fra start til slut havde hun publikums fulde opmærksomhed. Ole Vesterlund, Centerleder, Hyltebjerggård


Marianne er en fri og meget nærværende underviser. Det er en fornøjelse at være med.


Annemarie Madsen, kursist

2018-01-19T11:34:03+00:00
Marianne er en fri og meget nærværende underviser. Det er en fornøjelse at være med. Annemarie Madsen, kursist



Det er en fantastisk måde, du behandler et svært emne som adoption på. Du har billedskabende formuleringer undervejs, der øger ens lyst til at lytte, og du har en grundlæggende humor. Det er vigtigt at få snakket om de her svære ting, og det gør du virkelig godt.

Sebastian Dorset, komiker og semifinaledommer i ValbyMesterskaberne i foredrag 2018
2018-12-13T11:38:21+00:00
Det er en fantastisk måde, du behandler et svært emne som adoption på. Du har billedskabende formuleringer undervejs, der øger ens lyst til at lytte, og du har en grundlæggende humor. Det er vigtigt at få snakket om de her svære ting, og det gør du virkelig godt. Sebastian Dorset, komiker og semifinaledommer i ValbyMesterskaberne i foredrag 2018



Jeg bliver rørt over din historie, og din fortælling skaber gode billeder. Nogle mennesker møder dig, enten med velment misforståethed eller uvidenhed, der minder om racisme, og det skaber en fremmedgørende fornemmelse hos dig. Du har et vigtigt budskab.

Jes Dorph-Petersen, finaledommer i ValbyMesterskaberne i foredrag 2018
2018-12-13T11:48:03+00:00
Jeg bliver rørt over din historie, og din fortælling skaber gode billeder. Nogle mennesker møder dig, enten med velment misforståethed eller uvidenhed, der minder om racisme, og det skaber en fremmedgørende fornemmelse hos dig. Du har et vigtigt budskab. Jes Dorph-Petersen, finaledommer i ValbyMesterskaberne i foredrag 2018



Vi hørte Mariannes fortælling på vores landsmøde, og det var meget inspirerende. Det er sjældent, der opstår så meget dialog, som der gjorde efter hendes foredrag. Marianne berører noget nyt, som giver os rigtig meget at tænke over, og som kan gøre os endnu bedre som forældre. Hendes formidling er skarp, direkte og præcis, og det giver nogle aha-oplevelser. Meget tankevækkende.

Michael Paaske, landsformand for foreningen Adoption & Samfund
2018-12-13T11:50:35+00:00
Vi hørte Mariannes fortælling på vores landsmøde, og det var meget inspirerende. Det er sjældent, der opstår så meget dialog, som der gjorde efter hendes foredrag. Marianne berører noget nyt, som giver os rigtig meget at tænke over, og som kan gøre os endnu bedre som forældre. Hendes formidling er skarp, direkte og præcis, og det giver nogle aha-oplevelser. Meget tankevækkende. Michael Paaske, landsformand for foreningen Adoption & Samfund



Hvis en knappenål faldt til gulvet under Mariannes foredrag, havde vi hørt det. Over hundrede mennesker blev grebet af hendes fortælling, der gik lige i hjertet. Personligt fik jeg både gåsehud og tårer i øjnene.

Rikke Samsund, udviklingskonsulent, Danske Seniorer
2018-12-13T11:53:45+00:00
Hvis en knappenål faldt til gulvet under Mariannes foredrag, havde vi hørt det. Over hundrede mennesker blev grebet af hendes fortælling, der gik lige i hjertet. Personligt fik jeg både gåsehud og tårer i øjnene. Rikke Samsund, udviklingskonsulent, Danske Seniorer