Jeg ville ønske, der fandtes nogen, jeg kunne spørge

Jeg har altid vidst, at jeg var født i et andet land. Jeg har altid tænkt, at det var en detalje og noget sekundært. Men jeg har altid følt, det var en barriere.

Mit udseende er helt soleklart det første, andre ser, og derfor er det også det første, de reagerer ud fra. Lige fra barnet i supermarkedet der peger og siger ‘Se, mor! En kineser!!’ til de unge fyre, der tænker thai-sex og råber priser på blow job efter mig på cyklen. I det hele taget har folk altid gloet, og jeg har aldrig mødt deres blik.

Alt mit udvendige er omslaget til en historie om mit ophav, som jeg ikke kender indholdet af, og som andre tit vil høre mere om. Det giver spørgsmål som ‘Kan du sige noget på koreansk?’ eller ‘Har du mødt din ‘rigtige’ mor?’ og ‘Vil du så gerne det?’ Velmenende spørgsmål som altid har gjort mig utilpas og usikker.

Jeg har absolut ingen erindringer fra det land, hvor jeg blev puttet på en flyver, da jeg angiveligt var ni måneder gammel. Jeg har ingen kulturel arv, forståelse eller viden. Jeg har ingen klare svar, og der er ingen, jeg kan spørge. Min fødsel og de første måneder af mit liv kan ingen beskrive, og derfor er min oprindelse usynlig og tom, og jeg er historieløs.

Andres bud på hvorfor jeg var uønsket som spæd er ligeså gyldige som mine. Og når jeg ikke selv har råderet over min egen historie, vægter alle andres gæt ligeså meget som mit. Det er grænseoverskridende, når en vildt fremmed digter en historie om, hvordan mine biologiske forældre fx mødtes, og jeg ikke kan afvise noget af det. Det har gjort mig magtesløs og fremhævet, at jeg var rodløs, når jeg åbenbart var den eneste, der godtog fortællingen om, at jeg blev født og mit liv startede, da flyveren landede med mig i Kastrup.

I mange år troede jeg, at hvis jeg bare var dygtig nok til at være dansk og bevise, at jeg passede ind, ville det overskygge, hvordan jeg ser ud. Jeg prøvede at undertrykke, at jeg stikker ud, for det udenpå havde ligesom ikke noget med mig at gøre, følte jeg. Men hele tiden blev jeg forrådt af mit ansigt. Mere præcist af mine øjne. Hvis de bare var blå og runde, ville der ikke være andet, som nødvendigvis afslørede noget om mit fødested. Så ville min indre oplevelse af mig selv hænge sammen med det ydre. Så ville jeg kunne fortælle historien om, hvordan jeg er vokset op i trygge rammer i en ressourcestærk kernefamilie i en jysk landsby, hver gang der var nogen, der spurgte mig, hvor jeg kom fra. Og med blå øjne ville jeg ikke få det opfølgende ‘nej, altså, sådan rigtigt’.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at fornægte betydningen af at være født i Korea. Jeg stillede op i Ekstra Bladet, hvor jeg tog afstand fra min biologi og fortalte, hvor ligegyldigt det var, og at jeg var pæredansk. Jeg undgår behændigt mit eget spejlbillede, og jeg kunne sagtens gå rundt med udtværet make-up en halv dag, for jeg kigger heller ikke mig selv i spejlet, når jeg vasker hænder på toilettet.

For derinde ser jeg det barn, der blev afvist af sin biologiske mor og de facto forladt på den anden side af jorden. Jeg ser et offer, jeg ikke ønsker at være. Jeg ser den vare, som skulle gøre lykken for mine forældre. Jeg ser mit eget flakkende blik. Det blik jeg sænker, hvis folk glor lidt for længe.

Det gik op for mig, hvad det egentlig er, jeg føler foran spejlet, da jeg opdagede dette foto. Kunstneren foran kameraet, Hojung Audenaerde, bidrager løbende til det fotografiske samarbejde ‘broken whole’. Billedet viser min følelse.

Det værste er at sidde hos frisøren. Hvis jeg kigger op, følger blikket saksens bevægelser. Ellers kigger jeg ned i et blad. Derhjemme hænger spejlet på badeværelset, og det er ret forvitret. Det kan jeg godt lide, for det gør billedet lidt utydeligt og lægger et slør mellem mig og spejlbilledet.

Efterhånden har jeg fået det mere afslappet med mit ydre. Gennem de seneste 10 års tid er jeg langsomt begyndt at medregne de første måneder af mit liv som en del af mig og min historie. Jeg har været i Korea to gange. Den første gang var for at høre lyden af sproget, se rismarkerne flimre forbi togruden med bjerge i baggrunden og prøve for en gangs skyld at ligne alle andre.

Og jeg har indset, at jeg godt må være her på jorden. At selv om jeg startede livet som uønsket og udstødt, må jeg godt optage plads i denne her verden. Uanset om jeg er født omme på den anden side af kloden.

Jeg er holdt op med at undsige min egen biologi, og jeg prøver at se fordelene. Som fx at andre har lettere ved at genkende mit ansigt og huske mig. Og når jeg møder nye mennesker, går jeg ikke op i, hvordan de ser ud. Jeg vil hellere høre, hvad de siger og se, hvad de gør. Det er vigtigere for mig, end om folk har ring i næsen eller er moderne i tøjet eller går med rollator. Det spændende er jo indeni. En lommepsykolog kunne sige, at det bunder måske i, at jeg altid selv har ønsket at blive mødt på den måde.

Som årene er gået, er det også gået op for mig, at vi, mine danske forældre og jeg, blev ført bag lyset i sin tid. Jo, de allerførste måneder af ens liv betyder noget, også selvom jeg ingen erindringer har. Nej, vi kan ikke lade som om, at jeg blev født i Kastrup, for den fortælling holder ganske enkelt ikke vand. Se selv i spejlet.

Selvom jeg langt op i mit voksne liv forsagede alt koreansk og havde forsvoret, jeg ville gøre som de andre i ‘Sporløs’, så gjorde jeg netop det. På min seneste og anden tur til Korea i 2015 tog min daværende kæreste og jeg til Seoul, hvor jeg med mine forældres opbakning forsøgte at finde oplysninger om min biologiske mor. Vi havde en alletiders spændende og sjov tur, men det eneste, jeg kom frem til, var, at jeg ikke kunne komme frem til noget. Men nu har jeg prøvet.

Så i stedet for at finde brudstykker til begyndelsen af min livshistorie, er jeg endt med at lægge brødkrummer ud til fortsættelsen. Forstået på den måde at jeg har leveret DNA til en database, hvor der løbende bliver registreret flere og flere profiler. Måske dukker der en dag en kusine op eller en halv eller hel søskend. Måske ikke. Men alt hvad du har læst indtil nu, og hvad der sker herfra, er uden tvivl min historie. Den kan jeg fortælle med sikkerhed, og det samme kan vi hver især med vores livshistorier. Pas godt på den, for lige præcis din fortælling er helt unik.

Find flere af mine tekster i fx Jyllands-Posten og Hendes Verden og øvrige optagelser i mediearkivet. Hvert foto er klikbart og linker til indholdet.

Jeg er uddannet journalist. Noget af det, jeg altid har nydt, er at møde mange forskellige mennesker. Siden praktiktiden i 2003 har det altid været opgaver i marken, jeg har foretrukket, frem for at indhente information fra skrivebordet. Jeg er færdiguddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2005, og siden er jeg bare blevet bekræftet i, at vi har alle hver vores unikke livshistorie.

Mange mener ikke, at deres liv indeholder noget særligt, men ingen andre har oplevet akkurat det samme på samme tid eller opfattet det på samme måde. Det er den personlige erfaring og erindring, jeg er vild med at grave frem, støve af og få til at stråle som en del af Familieskatten. Der kan ikke gøres stads nok ud af det levede liv.

Den længste livshistorie, jeg har skrevet indtil videre, er Ole Sørensens. Han blev gennem tre dokumentarprogrammer på DR1 kendt som ‘Rebellen fra Langeland’, og det var i fjernsynet, jeg så ham for første gang. Efter programmerne var rullet over skærmen, ringede jeg til ham og foreslog, at vi skulle lave en bog. Sådan blev jeg ghostwriter på ‘Kom nu ned på jorden’, hvor jeg interviewede hovedpersonen og 15 personer omkring ham. Jeg iagttog ham og kom tæt på hans liv, og bagefter skrev vi bogen, der i 2016 udkom fra People’s Press.

I begyndelsen var han ikke meget for at kigge tilbage på sit liv, for det er alligevel ikke noget, der kan ændres. Men som vi tog nogle skridt tilbage i tiden og fik erindringerne pakket ud, endte han med at komme i tanke om flere ting, end han havde forestillet sig.

Min seneste bog udkom i oktober 2018 via Fonden Ensomme Gamles Værn med titlen ‘Google er ikke min ven – seks fortællinger fra ældrelivet som minimal digital’. Det er en samling portrætter af mennesker, jeg har mødt som e-hjælper. Hovedpersonerne er mellem 63 og 97 år gamle, og de har det til fælles, at de har svært ved at finde fodfæste i et samfund, hvor mere og mere foregår via en skærm. Både kontakten til det offentlige, men også kontakten mellem mennesker og resten af samfundet. Jeg blev bl.a. inviteret i DR2 Dagen og programmet Aflyttet på Radio24syv for at tale om bogen, som vi har sendt ud til personalet i alle landets borgerservicecentre. Politikens tillæg Lørdagsliv bragte tre sider i avisen, og på den måde giver bogen også en stemme til de mennesker, der egentlig ikke har lyst til at råbe op. De har hele livet klaret sig selv og bidraget til det fremskridt, der er fundamentet for vores hverdag nu. Men det kan være svært at hænge på, når breve, billetter og penge forsvinder fysisk og bliver uhåndgribelige. Læs mere om bogen og download den gratis i boksen til højre på siden via linket her.

Da jeg havde firmaet, Din e-hjælp, mødte jeg en masse livsduelige og spændende mennesker, og det undrede mig, at en del af dem skulle sidde alene juleaften. Derfor arrangerede jeg frivilligt og på egen hånd FRIJUL 2015. Hold nu op, det var virkelig en sjov og minderig aften!

Når jeg holder foredrag, er udgangspunktet min egen livshistorie, fordi jeg har været forvirret over at have en fortælling udenpå, der modsiger den kulturhistorie, jeg har indeni. Jeg taler om mine egne oplevelser og overvejelser som adopteret, og jeg oplever en utrolig hjertevarm respons. Mine foredrag varet typisk tre-fire kvarter, men det lykkedes mig at skære det ned til 18 minutter og tilmed vinde finalen i foredragskonkurrencen ValbyMesterskaberne i foredrag 2018. Og det var publikumsstemmerne, der var gjorde udslaget.

Frivilligt arbejde har altid været en stor glæde for mig, og i sommeren 2018 begyndte jeg på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Hver anden uge hjælper jeg til med at få aftensmaden bragt ud på stuerne, og jeg dækker op til fællesspisning. Før det var jeg måltidsven i tre år på et plejecenter på Frederiksberg, der i sensommeren 2017 fik cykelvogne. Der triller jeg stadig gerne en tur med Cykling uden alder – alle har nemlig ret til vind i håret.